|
Jeg skal have hund
Hunden er menneskets bedste ven siges det, men det skulle også gerne
vende den anden vej, således at mennesket var hundens bedste ven.
Der er en række ting du kan gøre for at give din hvalp det bedst
mulige liv.
Først og fremmest er det vigtigt at du sætter dig ind i om du og din
familie overhovedet har tid og overskud til at have sådan en lille
hvalp. Herefter er der en række beslutninger der skal tages. Hvilken
race passer til familiens temperament og hverdag - her er det en god
idé at konsultere en adfærdsterapeut eller en dyreklinik, der har
et godt racekendskab. Er alle i familien enige om at anskaffe sig en
hund?,- hvis ikke så vent til I er helt enige om en afgørelse. Skal vi
have en hanhund eller en tæve osv.
Vidste du det?
Prisen på den lille hvalp er forbavsende lille når man tænker
på
hvad det koster at holde hund i måske 10-15 år. Det er vigtigt
at medregne udgifterne til vaccination, hundeudstyr, hundemad,
loppemidler,
træning, pelspleje, pensionsophold/pasning, forsikringer samt
regelmæssige og uventede dyrlægebesøg.
Overvej derfor nøje om det er hund du skal have, hvis prisen på
hvalpen
afskrækker dig allerede inden købet.
Når hunden ankommer til sit nye hjem, er det vigtigt at give
den fred og ro til at undersøge hjemmet. Lad være med at presse den
nye steder hen, fordi du gerne vil vise den hele huset. Tænk på at
hvalpen lige er taget fra alt den kender - sæt dig i hvalpens sted,
hvis du sad sammen med familien og pludselig blev du taget væk fra
dem og skulle bo i nye omgivelser og hos mennesker du ikke kendte.
Lad hunden udforske de nye omgivelser i sit eget tempo. Sørg
for at give hunden omsorg og trøst hvis den bliver ked af det.
Vidste du det?
En hundehvalp er modtagelig for indlæring, fra den er kun 3
måneder
gammel. Gør dig klart hvad du vil tillade din hvalp før du får den.
Husk
på at den lille søde hvalp også bliver voksen, og det du
lærer hvalpen fortsætter den med som voksen.
Husk at det er lettere at skabe gode rutiner og vaner end
at ændre dårlige og uheldige vaner.
Køb de mest
nødvendige ting ind, inden hunden kommer hjem. Køb en kurv til
hunden og lær den at sove der frem for i sengen. Hunden har ikke
godt af at ligge i sengen. Flere og flere hunde udvikler allergi for
husstøvmider, og dem findes der mange af i vores senge. Sov
eventuelt på en madras ved siden af hundens kurv de første par
nætter og flyt herefter din madras længere og længere væk fra
kurven. Hvis hunden ikke er sammen med dig hele døgnet er det også
lettere at lære den at være alene hjemme.
Vær konsekvent overfor hunden i din opdragelse. Det nytter ikke at
hunden må komme i sofaen den ene dag, men dagen efter må den ikke.
Det kan hunden ikke finde ud af og du gør både hunden og dig selv en
tjeneste ved at være konsekvent HVER GANG.
Vidste du det?
Det er lovkrav at hunden skal være ID mærket og registreret
når den er 8 uger!
Når du køber hunden, så sørg for at få oplysninger om hvornår
hunden sidst har fået ormekur og om den er blevet vaccineret og fået
et sundhedstjeck. Hvalpen skal have ormekur 3 gange i alt inden den
er omkring 5 måneder gammel. Hvis hvalpen fra starten skal være
meget sammen med andre hunde, er det en god idé at få hvalpen
vaccineret ved 8. 12. og 16. leveuge. Hvis hvalpen i de første uger
primært er i hjemmet og evt. haven anbefaler vi vaccination ved 12.
og 16. leveuge. Vær opmærksom på at der skal gå min 3 dage mellem du
giver hvalpen ormekur og at du lader hvalpen vaccinere. Hvis de to
ting sker for hurtigt efter hinanden, kan du gøre hvalpen unødig
syg/sløv, da immunforsvaret ikke er så stærkt endnu.
Vidste du det?
Sygeforsikring af din hund dækker udgifterne (minus
selvrisiko) hvis din hund
kommer til skade og behøver dyrlægehjælp. Dette kan være af
stor fordel hvis uheldet skulle være ude i en vagt (aften/nat eller
weekend).
Sygeforsikring bør du ikke vælge, men derimod tage det som
en selvfølge, og aktivt vælge det fra, hvis du ikke ønsker din hund
dækket.
Tag din hund til et årligt tjek hos din dyrlæge, specielt når
din hund kommer op i alderen. Tænk på at for hvert år der går er din
hund blevet 7 år ældre. Det er de færreste mennesker der undgår
lægebesøg af den ene eller anden årsag i 7 år. Muligvis udviser
din hund små symptomer på sygdom, som du ikke selv er opmærksom på.
Det er trods alt bedre at forebygge end at helbrede.
Vidste du det?
Ved diarre tilfælde hos en hvalp er det vigtigt at du spørger
din dyrlæge
til råds, før du selv forsøger at afhjælpe den dårlige mave.
Eksempelvis må du IKKE give din hund A38. Hvis hvalpen gennem
længere
tid har været fravænnet mælk fra moderen, kan den ikke længere
omdanne laktosen
i mælken og dermed kan du selv skabe en diarre hos din hvalp.
Endvidere
indeholder mælkeprodukter kalk som kan være til stor skade for din
hvalp.
Hvalpe af store racer optager kalk i knogler i vækstperioden.
Hvis man i denne periode giver sin hund for meget kalk, kan man
fremprovokere
anormaliteter i knogler og led. Tænk derfor meget på hvad du fodrer
din hvalp med.
Væn hunden til at
blive undersøgt og berørt alle steder. Gør det gerne i forbindelse
med leg eller fodring med godbidder således hunden vænner sig til
undersøgelse og berøring og forbinder dette med noget godt. Hermed
kan du være med til at gøre besøg hos dyrlægen til en god oplevelse
for hunden. Kig ører og rør let ved øret med en finger. Se jævnligt
hundens tænder og øjne efter. Rør ved bagben og poter og lær
hunden at ikke er farligt. Hold det ved lige selvom hunden ikke
reagerer negativt.
Vi anbefaler:
Overvej
nøje om du har tid og råd til at anskaffe dig en hund - tal
evt. med nogen der har god forstand på hunde. Sørg for at
give din hund det bedst mulige liv mens du har den. Gå ikke
på kompromis med hundens sundhed.
Hav tålmodighed med en lille ny hvalp - den giver dig mange
glæder igen.
|