|
Tandsygdomme hos hund og kat Tandsygdomme er den mest almindelige sygdom hos kæledyr. Dyret kan have en tandsygdom, uden at der er nogen tydelige tegn på det. Når man anskaffer sig en hund eller kat, er det vigtigt at have gjort sig klart at anskaffelsen er den billigste del. Igennem hele hunden/kattens liv kommer der regninger fra dyrlægebesøg, nogle til at forudse og andre uforudsete. Er man villig til at betale, hvad det koster at passe godt på de dyr, man anskaffer sig. En sygdom der meget ofte bliver bagatelliseret af ejerne er tandsygdomme. Det er desværre stadigvæk de færreste hunde- og katteejere, der jævnligt undersøger tændernes stand hos deres kæledyr, og kun de færreste kender til de følgesygdomme tand- og tandkødsproblemer kan give hos dyret. Det første frembrud af tænder sker i 3-6 ugers alderen og er ligesom hos mennesker mælketænder der senere udskiftes til de blivende tænder. Skiftet fra mælke- til blivende tænder sker omkring 5-7 måneders alderen. Det er specielt disse tænder man skal passe særlig godt på. En god idé er at vænne hunden eller katten til, fra en meget tidlig alder, at blive kigget i munden, således at det er nemt for både ejer og dyrlæge at observere begyndende sygdomme i mundhulen.
DE FØRSTE TEGN PÅ TANDSYGDOMME: Dårlig ånde, som bliver værre. Det er ikke normalt for en hund eller kat at have dårlig ånde. Der kan være mange årsager hertil. Det kræver en grundig undersøgelse af dyrlægen at fastslå årsagen. Eksempelvis kan nævnes: tandbylder, tandsygdomme, fordøjelsesproblemer, nedsat nyrefunktion etc. Søg altid dyrlæge hvis du synes at din hund eller kat begynder at have en ubehagelig ånde. Kraftig spytafsondring. Et dyr der lider af en tandsygdom, producerer meget spyt. Besvær med at spise. Ved tandsygdomme er tandkødet betændt og irriteret, tænderne er følsomme og smerter ved tygning forhindrer dyret i at spise.
UDVIKLING AF TANDSYGDOMME: I hunden og kattens mundhule lever der mange forskellige slags bakterier, og nogle af disse bakterier lever nede mellem tænderne og producerer plak. Tandsten opstår når calciumioner fra spyttet sætter sig i plakken, og danner en hård overflade. Tandsten ses som en brun belægning på tænderne, der hober sig op og generer tandkødet, der bliver betændt og efterfølgende trækker sig tilbage og blotter mere og mere af tanden. Under tandstensbelægningen lever der en masse bakterier, som kan ødelægge tandbindehinden og tanden bliver løs og falder i værste fald ud. Bakterierne kan vandre videre ned langs tænderne og ødelægge knoglevævet og i værste tilfælde forårsage brud på kæbeknoglen (oftest hos hunde af små racer). Bakterierne kan nu bevæge sig over i blodbanen via det betændte tandkød, og transporteres via blodet til hjerte, lever og nyrer. I de indre organer kan bakterierne forårsage store skader. Derfor er det meget vigtigt at være opmærksom på hunden eller kattens tænder, og jævnligt komme til kontrol hos sin dyrlæge. Hunde af små racer har oftere tandproblemer end hunde af store racer. Dette skyldes, at tænderne hos små hunde sidder tættere sammen, således er der bedre livsbetingelser for de bakterier, der lever mellem tænderne. Desuden har store hunde en bedre mekanisk rensende effekt, da de tygger hårdere. Gin IKKE din hund rigtige kødben at tygge på, specielt ikke koteletben, kyllingeben osv. de kan knuses og øger risikoen for forstoppelse. Lad heller ikke din hund have sten i munden, der er risiko for, at den sluger stenen eller beskadiger tænder og tandkød.
FOREBYGGELSE OG BEHANDLING: Det er vigtigt, at sørge for at hunden og katten har sunde tænder og et sundt tandkød. En mulighed er, at få tjekket tænder og tandkød ved det årlige eftersyn hos dyrlægen. Det er også en god ide selv jævnligt at tjekke, at der ikke er belægninger på tænderne og tandkødet slutter tæt om hver enkelt tand og er lyserødt. Ofte kræver en tandrensning at hunden eller katten bliver fuldbedøvet. Der er dog forebyggende metoder, så økonomien til dyrlægeregninger kan holdes nede (sygeforsikringerne dækker ikke tandrensninger) Tandbørstning. Har man muligheden og tålmodigheden, er den bedste forebyggende behandling tandbørstning af hunden og kattens tænder. Det er ikke nødvendigt med tandpasta og børstning 3 gange om ugen på ydersiden af tænderne er oftest nok. Hvis man alligevel vælger at bruge tandpasta, er det vigtigt, at bruge en pasta beregnet til dyr, da hunde og katte ikke tåler fluor. Foder. Bestemte typer foder forebygger dannelsen af tandsten. Nogle ved hjælp af foderpillens konsistens og form, der mekanisk børster tænderne for plakbelægninger. Nogle firmaer tilfører et stof der går ind og binder calciumionerne i spyttet og derved forebygger at plakken bliver til tandsten. Tyggeben. Det er dokumenteret, at tyggebarer virker effektivt mod tandsten. Royal Canin laver specielle forebyggende tyggebarer til både store og små hunde. Disse barer indeholder
Desuden er der de nye greenies på markedet, der beviseligt har effekt på eksisterende tandsten, på de tyggeflader der bruges til at tygge baren med.
Vi anbefaler: Vi anbefaler at man jævnligt tjekker mundhulen på sin hund eller kat, så man kan fange tandsygdomme på et meget tidligt tidspunkt. Brug et eller flere af de ovenstående råd mod forebyggelse, så dyrlægeregningerne til tandrensninger kan minimeres.
|